Malphite

Malphite blev ikke så meget født som splittet ud. Han begyndte som en servitor-skår af Monolitten, en udenjordisk obelisk, med ansvar for at kanalisere sin enorme elementarkraft ind i at holde det større væsen intakt så længe som muligt. Han fejlede i den ene opgave, og fejlen tog alt fra ham, som han kendte. Som en tank, der lige så godt kan holde top lane som midten af junglen, griber han hver kamp an, som han engang greb sin gamle pligt an: som noget, der skal overstås, ikke noget, der skal nydes.

Da Monolitten endelig blev ødelagt, Malphite var det eneste fragment, der stadig stod. Det var en afslutning, han aldrig havde forudset og endnu ikke helt har forsonet sig med. Han står tilbage med en krop af levende sten og et formål, der ikke længere har noget at beskytte. Runeterra’s indbyggere virker bløde og evigt foranderlige på måder, hans obelisk aldrig var, og en stor del af hans eksistens går med at bære den kløft, mens han forsøger at finde ud af, hvad en skår, der ikke har noget helt at høre til, skal gøre nu.

Hans kampstil virker som et forsøg på at bringe orden i en verden, der bliver ved med at modsætte sig det. Ground Slam straffer enhver, der står for tæt på, ved at sende en chokbølge ud, hvis styrke afhænger af hans egen panser. Seismic Shard trækker fjender til sig, der forsøger at trække sig tilbage, og Thunderclap forvandler en kæde af hans grundangreb til rullende efterskælv. Unstoppable Force, hans ultimate, slynger ham kropsligt ind i en menneskemængde: brat, besluttsomt og nogenlunde så langt fra tålmodige forhandlinger, som et væsen af sten kan komme. Alligevel har han fundet en underlig form for kammeratskab i Ixtaljungle, hvor han møder jægere som Rengar og Nidalee, som hver især kender ensomhed fra et helt forskelligt udgangspunkt. Andre vandrere i samme jungle, Qiyana blandt dem, betragter Ixtal’s ensomhed som deres eget territorium; Malphite betragter det stadig bare som det sted, hvor han tilfældigvis landede.