Den Solari drev månens tro ud, men de lykkedes aldrig med at udslette den. De Lunari holdt sin ældgamle kraft brændende længe efter, at Mount Targon s soltilbedere kaldte det korruption. Den overlevede i skjul i stedet for i templer, videregivet af mennesker med god grund til at tie om, hvad de stadig holdt helligt, og omhyggelige med, hvem de betroede det til.
Diana er det stærkeste bånd mellem den skjulte tro og nutiden. Brandt Scorn of the Moon fra fødslen af den samme orden, som engang måske ville have kaldt hende en søster, behandler hun Lunari s lidelser som sin egen historie snarere end en fjern legende. Hendes fortsatte trods holder den gamle tro fra at forsvinde helt, selvom hun aldrig møder nogen anden, der stadig deler den.
Aphelios, kendt som Weapon of the Faithful, afspejler en hengivenhed, der passer langt bedre til en religion, der overlever under jorden, end til en, der er dristig nok til at tilbede i det åbne. De Solari har Leona, en champion skabt til at bære deres doktrin ud i offentlighedens lys. De Lunari har ingen sammenlignelig skikkelse i åbenlys syne, kun subtilere tegn og ældre navne, der aldrig helt forsvandt fra bjerget.
De resterende champions af Targon står uden for denne særlige kamp, kosmiske i skala snarere end partiske i loyalitet. Aurelion Sol forfølger ambitioner, der er ældre end revnen mellem sol og måne, og Soraka, Starchild, helbreder enhver, der har brug for det, uanset hvilken tro de voksede op med, og hvilken side af bjerget de støtter. Deres upartiskhed gør kontrasten skarpere: selv på en tinde fyldt med kosmisk magt overlever pladsen til åbent at følge månen mest i erindringen og i de få, Diana blandt dem, som er parate til at kæmpe for mere. De Lunari har mistet deres templer og deres offentlige tilbedelse, men de er fortsat med at bestå ved ganske enkelt at nægte at forsvinde, generation efter generation, uanset hvor fast Solari antog, at sagen var afgjort.