Bilgewater

Kontrollen over denne havn skifter hænder hurtigere, end de fleste af dens beboere kan følge med i, og den, der holder den denne måned, har næsten aldrig nået dertil gennem noget, der ligner en afstemning. Penge og omdømme vindes eller tabes med et enkelt tidevands skift, og i denne havn tæller dristighed langt mere end ethvert krav på legitim autoritet.

Gangplank, Saltvandsplagen, var engang den ubestridte herre over kajerne og opfører sig stadig, som om hans herredømme blot blev afbrudt og ikke er slut. Miss Fortune, Dusørjægeren, tilegnede sig senere en version af den samme magt og driver underverdenen med langt mindre tålmodighed over for mænd som ham. Twisted Fate, Kortmesteren, har slet ingen brug for territorium og betragter hvert kortbord i havnen som sit eget lille kongerige.

Ud over kampen om, hvem der formelt befaler havnen, er den fyldt med folk, der kun svarer til deres egne grunde til at blive:

• Graves, Fredløsen, tager det arbejde, der betaler bedst, og har en tendens til at overleve de arbejdsgivere, der hyrede ham
• Pyke, the Bloodharbor Ripper, lurer på netop de sømænd, der engang efterlod ham for at dø
• Illaoi, the Kraken Priestess, vier sig til en guddom, som resten af havnen foretrækker ikke at tænke på
• Fizz og Nami begge betragter havnens vande som hjem snarere end som en fare, noget næsten ingen andre her kan påstå

Selv havnens monstre har deres kendte ansigter. Nautilus, Titan of the Depths, forfølger enhver, der har gjort ham uret, med den samme rolige vedholdenhed, som han har udvist siden det forræderi, der sendte ham til bunden af bugten. Tahm Kench og Nilah begge driver gennem havnen som væsener tættere på legende end på almindelige mennesker: den ene tilbyder en aftale, ingen sømand bør acceptere, den anden et blad, der ser ud til at nyde kampen mere end sejren. Nautilus’s hævn er i det mindste let at forstå. Tahm Kench forklarer aldrig sine vilkår, før aftalen allerede er bindende, og Nilah trækker alt ud af enhver kamp, uanset hvad kampen er parat til at give.

Ingen her forventer retfærdig behandling, kun hvad det næste tidevand bringer, og havnen holdt op med at lade som noget andet for længe siden. Ethvert omdømme, der vindes i denne havn, er midlertidigt og holder kun indtil den næste storm, den næste rivaliserende kaptajn eller den næste fremmede, der er parat til at satse alt på én runde kort.