Piltover

Her er fremskridt mindre en lejlighedsvis bedrift end en borgerpligt, og byen har bygget hele sin selvforståelse op omkring at forfølge det. Hextech, kunsten at binde magisk energi til stabile, fungerende apparater, har gjort mere end at ændre, hvordan byen kæmper og bygger. Den er blevet noget, byen sælger, vogter og somme tider frygter, ofte alt dette på samme tid.

Jayce, Morgendagens Forsvarer, gjorde mere end nogen anden for at flytte hextech fra teori til praksis, og en stor del af hans karriere er gået med at håndtere, hvad opfindelsen tillader i andres hænder. Heimerdinger, den ærede opfinder, personificerer en ældre, mildere udgave af den samme drivkraft og er mere optaget af, hvad en enhed kan udrette, end af hvordan den kunne bruges. Ziggs, Hexplosives-ekspert, nærmer sig den samme energi som et tidsfordriv snarere end en seriøs disciplin, og det uroer en by, der helst vil have sine eksplosioner med papirarbejde vedlagt.

Nogen skal dog stadig sørge for, at papirerne bliver indsendt. Caitlyn, Sheriften af Piltover, håndhæver byens regler med en snigskyttepræcision, mens Vi, sektionen Piltover Håndhæveren håndhæver dem med langt mindre tolerance over for forsinkelser. Camille, Stålskyggen, opererer et niveau over gadebetjeningen og beskytter byens kommercielle interesser med en præcision, der grænser til det kirurgiske. Ikke alle begavede indbyggere holder sig til loven eller endda inden for byens mure. Ezreal, den omflakkende opdagelsesrejsende, bruger byens opfindelser til ekspeditioner, som byen aldrig har godkendt, mens Orianna, Urværkets Frue, og Seraphine, den stjerneøjede sangerinde, viser, at det samme talent lige så let kan frembringe en dansepartner eller en melodi som et våben.

Intet af dette udfolder sig af sig selv. Byen kan lide at fremstille sig selv som ét velordnet foretagende, men dens opfindere er sjældent enige om, hvad foretagendet skal opnå: et våben, en bekvemmelighed, et kunstværk eller blot bevis på, at en idé kan gøres til virkelighed. Det, der forfines i de lyse øvre distrikter, sive­r til sidst ned i byen nedenunder, typisk i en grovere form, som ingen deroppe havde til hensigt, og næsten aldrig påtager nogen deroppe sig ansvaret for, hvad der bliver af det bagefter.