Karthus

Det sidste, de fleste hører, før Karthus ankommer, er en sang, hvis de da hører noget som helst.

Han er en udødelig ånd fra Shadow Isles. Hvor de levende gyser ved tanken om at vare evigt som noget, der hverken er levende eller virkelig død, Karthus ser kun skønhed. Han betragter ikke udødhed som en forbandelse, man skal flygte fra, men som en tilstand værd at omfavne, og hver gang han vandrer blandt dødelige, sætter han sig for at overbevise dem om det, som regel ved at efterlade lig i sit kølvand.

Andre vandrere af Shadow Isles, Kalista inklusive, forfølger deres egne dystre mål gennem den samme tåge. Karthus går mindre op i hævn end i ritual. Han optræder mindre som en jæger og mere som en missionær, der spreder sin idé om dødens glæde til enhver, der tilfældigvis er tæt nok på til at høre den.

At dø bremser ham ikke. Death Defied, hans passiv, holder hans evner tilgængelige i et kort stykke tid, efter at han er blevet dræbt, hvilket passer til en ånd, der aldrig så døden som målstregen. Lay Waste rammer et område med skade, der bygger op over tid og rammer hårdest mod mål, der står alene. Wall of Pain reducerer bevægelseshastighed og magisk modstand for enhver fjende, der passerer igennem den. Defile dræner energi fra nærliggende fjender og genopfylder hans egen mana. Hans ultimate, Requiem, kræver en tre sekunders kanalisering, før den rammer hver fjendtlig champion på kortet samtidigt, en passende storslået finale for en, der sjældent har været optaget af grænserne for én kamp eller ét liv.

Han er en mage bundet til mid lane, og som næsten enhver anden caster i Runeterra han er afhængig af mana, hvilket får resten af hans kit til at virke endnu mærkeligere. Det, der mest definerer ham som spellcaster, er, at han bliver ved med at kæmpe, efter han er blevet dræbt i kampen. Selv hans sang, som de, der har hørt den, sjældent nævner, synes at betyde mindre for ham end stilheden, der følger efter.