Shadow Isles

Intet her afsluttes pænt. Katastrofen, der skabte denne øgruppe, blev født af sorg, og århundreder efter at tågen kom og nægtede alle en ordentlig død, udgør sorgen stadig meget af det, øboerne er.

Viego, den ruinerede konge, er der, historien begynder. Han ville ikke acceptere sin dronnings død, og den afvisning løsnede forbandelsen, der slugte hele hans rige, ham selv inklusive. Han vandrer stadig gennem tågen og leder efter en kvinde, han aldrig vil nå. Thresh, kædevogteren, var allerede en sadist, før forbandelsen greb ham. Bagefter havde han simpelthen et langt større område at samle sjæle i, ligesom han engang samlede smerte. Hecarim, krigens skygge, rider i spidsen for et spøgelsesagtigt kavaleriangreb, der aldrig holder op. Det behøver ikke holde op, for konflikten, det var en del af, havde mistet sin mening længe før kampene stoppede.

Nogle af dem, der blev fanget i tågen, nægtede at give op. Senna, forløseren, udholdt århundreder forseglet i en lanterne og smedede derefter den smerte til et sværd rettet mod tågen og valgte at modstå frem for at bleges væk. Yorick, Sjælenes Hyrde, befaler ikke de døde; han passer på dem og betragter øernes utallige lig som et ansvar mere end en forsyning. Maokai, den Vredvredne Træent, modstår den samme tåge med rødder snarere end stål og nærer en vrede, der er ældre end de fleste af øernes nyere ånder.

Selv de mindre og særere skikkelser her deler den stædige afvisning af at forblive færdige. Gwen blev syet ind i noget nyt i stedet for at blive ladt til at rådne. Karthus bliver højere, efterhånden som tågen slider mere af ham. Kalista eksisterer for at gøre op med eder, som de levende brød, og indkræver ét forræderi ad gangen. Elise, Spider Queen, valgte sin egen forvandling frem for at få den påtvunget, hvilket gør hende til en af de få ting på denne øgruppe, der ligner et valg snarere end en konsekvens.

Intet, der udspiller sig på disse øer, slutter virkelig. Det tager blot en ny form og fortsætter. Det, der begyndte som et kongerige, derefter blev til en tragedie og siden en forbandelse, er nu blot et sted, og de, der driver i land her, holder som regel op med at undre sig over, hvilket af de tre det egentlig er.