Hecarim

Hecarim’s liv før Ruination betyder næppe noget nu. Han red engang som ridder af the Blessed Isles, lige indtil disse øer sank i skygge. Den samme ødelæggende kraft, der opslugte landet, greb også ham, hans kavaleri og hver eneste ridedyr, der galopperede ved hans side. Det, der kom ud, var ikke længere en ridder, men en spøgelsesagtig blanding af rytter og ganger, fanget i en skæbne, ingen af dem havde bedt om.

Den skæbne er enkel og ender aldrig: at trampe de levende ned. Hver gang den Sorte Tåge breder sig over Shadow Isles og forbi dem, Hecarim anfører angrebet. Beretningerne er enige om, at han ikke gør det med nogen tøven. Han nyder drabet og maler alt ned, der står i hans vej under pansrede hove, der aldrig holder op med at bevæge sig.

Hver evne i hans arsenal afhænger af momentum. Rampage rammer alt i nærheden, og jo flere mål det rammer, desto billigere bliver det og desto hårdere rammer det. Devastating Charge får mere fart, jo længere han løber, så han kan køre enheder helt ned, før det ender med et tilbageslag, hvis kraft vokser med den distance, han har dækket. Hans passiv, Warpath, omsætter den ekstra fart direkte til angrebsskade, så jo hurtigere han bevæger sig, desto voldsommere slår han til. Spirit of Dread koster ham en del af sit eget liv for at suge liv fra nærliggende fjender, en fair handel for en, der sjældent har råd til at stoppe. Hans ultimate, Onslaught of Shadows, kalder de spektrale rester af hans tidligere kavaleri tilbage til et sidste angreb, og det afsluttes med en stødbølge, der driver overlevende på panisk flugt i stedet for kamp.

Få champions fra øerne viser så åbent, hvor meget deres tidligere liv har forandret sig som Hecarim. Han var en ridder, der mistede alt til Ruination og blev ved med at ride uanset hvad, blot ikke længere for nogen, der stadig var i live. Han kæmper i top lane som en Fighter-Tank, drevet af mana i stedet for nogen levende ressource, hvilket passer til en kriger, for hvem døden aldrig rigtig gjorde ende på ridtet.