Maokai

Maokai var engang en blid tilstedeværelse. Før Shadow Isles kollapsede, var han en naturånd, der kun bad om at forblive rodfæstet, hvor han stod, fri for den raseri, der nu former næsten alt, hvad han gør. Den ømhed, han havde tilbage, overlevede heller ikke forandringen. En magisk katastrofe gjorde en ende på den fredelige tilværelse, og det var kun Livets Vande, der sivede ind i hans kerneved, som forhindrede ham i at dø med den. Han overlevede, men ikke som det væsen, han havde været.

På hans plads rejste sig en kæmpe treant låst i permanent konflikt med det forvandlede land omkring ham. Bramble Smash og Sapling Toss lader ham forme jorden og straffe fjender, der gemmer sig i buskadset for længe. Twisted Advance bærer ham frem uden at kunne rammes, før han fæstner sit offer på stedet, og Nature’s Grasp, hans ultimate, kaster en enorm tornmur hen over banen, som få kan overhale. Hans passive, Sap Magic, genopretter hans helbred gennem basisangreb, hver gang en nærliggende evne rammer, hvilket passer til en skabning, hvis andet liv er blevet brugt på at tilkæmpe sig det, som udøden bliver ved med at forsøge at rive til sig. Uanset om han er top lane eller support, indtager han den position, kampen mest har brug for at få afspærret. At bringe Shadow Isles til noget, der ligner dens tidligere pragt, er hans egentlige mål; foreløbigt står han imod monstre som Hecarim optager størstedelen af hans dage.

Maokai gør ingen forsøg på at pynte på noget af dette som fredeligt. Han vurderer sin fremgang ikke efter perioder med ro, men efter hvor lidt af Den Sorte Tåges greb der overlever hver kamp, én forvreden rod ad gangen. Arbejdet er langsomt og slidsomt, og han har accepteret det tempo. Andre Shadow Isles drivere som Gwen kom ud af den samme katastrofe i endnu mærkeligere former, men få deler Maokai’s præcise blanding af sorg og ubøjelig pligt.