Lucian

En hævn der stadig brænder

Lucian’s kampagne mod de døde begyndte med et enkelt, præcist tab: hans kone, dræbt af spektret Thresh. Da hun senere blev bragt tilbage, var det meningen, det skulle lukke regnskabet. Det gjorde det ikke. Ilden, der drev ham fra begyndelsen, gik aldrig ud, selvom dens årsag var blevet omvendt, og han jager stadig genfærd med samme voldsomhed, som om noget stadig skyldes.

To pistoler, nul tilbageholdenhed

Som Sentinel of Light behandler Lucian betragter Black Mist og de spektre, den frembringer, som en vedvarende krise spredt over Runeterra, ikke som en færdig historie begrænset til ét slagmark. Hans parrede relikpistoler passer til den lange, ubarmhjertige kampagne: Piercing Light gennemborer ét mål i en lige linje, Ardent Blaze rammer en større klynge med et stjerneformet lysudbrud, og Relentless Pursuit fører ham frem eller tilbage, så snart der åbner sig et hul. Hans passive evne, Lightslinger, tilføjer en ekstra runde grundangreb efter hver fortryllelse, så fjender sjældent får et åndehul. Når et slag skal afsluttes for altid, slipper The Culling en strøm af skud, som få levende eller døde frivilligt ville træde ind i.

Nåde er ikke en mulighed

Intet af dette er teater. Lucian viser lidt medfølelse og tøver endnu mindre, idet han betragter enhver genfærd, der strejfer frit omkring, som en livsfare for alle, der stadig trækker vejret, og holder Black Mists ældste rædsler godt væk fra de mennesker, han har svoret at beskytte. Hvert skud fra de pistoler indfrier en gæld, han stadig privat anser for ubetalt. Den blanding af skarpskyttepræcision og assassin-agtig aggression lader ham kæmpe lige så let i bot lane, som når han jager alene i mid lane, side om side med andre drivere som Evelynn og Fiddlesticks, hvis bånd til ethvert enkelt folk er lige så løse.