Talon

Gaderne i Noxus, ikke nogen formel skolegang, formede hvordan Talon kampe, og gaderne var aldrig milde ved det.

Længe før han gjorde sig fortjent til et navn, der var værd at frygte, var han et barn, der stjal, sloges og dræbte blot for at overleve imperiets rendestene. Den slags barndom gav ham ingen smag for åben kamp. Talon slår til fra skyggerne og forsvinder, før en alarm kan lyde, en færdighed der vakte Du Couteau-familiens interesse og sikrede ham en plads under deres banner. Nu tjener han Noxus direkte, sporer fjendtlige befalingsmænd og champions og gør op med enhver noxianer, der har vakt sine herrers vrede. Det passer til et imperium, der mener, at enhver form for styrke, også den stille, fortjener en plads øverst.

Bygget som Assassin til midterbanen og drevet af Mana læser hans kit som en opgaveliste. Noxiansk Diplomati skyder ham fremad med et spring, efterfulgt af et stik, der rammer hårdt på nært hold. Rake slynger en vifte af dolke udad og trækker dem tilbage over de samme mål; returstødet rammer hårdere og bremser enhver, det rammer. Assassin’s Path er hans kendetegnende genvej, der lader ham springe over mure og bygninger med kort cooldown, men terrænet, han krydser, bliver ubrugeligt for ham igen en tid bagefter. Shadow Assault, hans ultimate, spreder klinger omkring ham, mens han bliver usynlig, og kalder dem derefter tilbage til stedet, hvor han dukker op igen, og koncentrerer skaden på det punkt, så snart han træder frem igen. Blade’s End binder det sammen passivt: hvert træf stabler Sår på målet, og den tredje stak gør hans næste angreb til en tung blødning. Rivaler som Cassiopeia og Ambessa kender ham mest som navnet knyttet til en krop, der allerede ligger på jorden, præcis det ry Noxus ville have ham til at bære.