Noxus

I dette imperium er styrke den eneste valuta, der tæller. Rang og byrd betyder intet over for en soldat, der virkelig kan vinde. Sådan steg Darius, Hånden af Noxus, klatrede fra almindelig rekrut til en af rigets mest frygtede håndhævere, og hvordan Ambessa, kendt som Krigens Matriark, vinder sine tilhængere gennem sejre snarere end gennem sit familienavn. Noxus har sjældent været ligeglad med, hvor dets bedste folk kommer fra, kun at de fortsat viser deres værd.

Den Trifarix

Efter århundreder under enevoldshersere gik magten over til et råd af tre, grundlagt på troen på, at ingen enkelt form for styrke alene bør have kommandoen. Swain, Noxus' storgeneral, bevarer sin plads gennem iskold logik og en beslutsomhed bundet til en gammel, glubsk kraft, som han befaler frem for at adlyde. Andre steder viser magten sig i mere subtile skikkelser: Katarina, det onde sværd, og LeBlanc, bedrageren, styrer imperiets intriger fra mørket og afgør udfald længe før noget våben forlader skeden.

Den Black Rose

Under rådet ligger en ældre og mere stille magt. Generationer af magikere her har beskæftiget sig med blodmagi, skjult viden og indflydelse over enhver, der bærer kronen. De betragter kronen som endnu en besiddelse, der skal styres på afstand, ikke en præmie, der skal gribes åbent. Cassiopeia's slangelignende metamorfose og Vladimir's udødelighed født af blod kommer begge fra en Noxus der vil lade dets magikere blive noget andet end mennesker, forudsat at den opnåede magt er prisen værd.

Ikke alle noxianere hører til en af fraktionerne. Riven, den landflygtige, blev kasseret af den samme hær, som engang betroede hende et fortryllet blad, og hun dvæler nu ved imperiets yderkanter i stedet for inden for dets institutioner. Briar's kontrollerede sult, Kled's ensomme kavaleriangreb og Sion's tilbagevenden fra henrettelse, stadig udødelig, afspejler alle ét princip: Noxus spørger aldrig, hvad du er, kun hvad du stadig kan gøre for den.