Noxus belønner dem, der vinder åbne konkurrencer om styrke og ambition, men en god del af dets reelle magt virker uden for synsfeltet. Den Black Rose arbejder under den synlige rangstige: et skjult fællesskab af magikere, der beskæftiger sig med blodmagi, afpresning og stille indflydelse i stedet for åben kamp. Fra rum, som ingen folketælling registrerer, og som ingen rivaliserende fraktion kan kortlægge fuldt ud, styrer de beslutninger. Deres loyalitet gælder hinanden længe før den gælder nogen general eller guvernør.
Den forskel vejer tungt i et imperium, der accepterer næsten enhver vej til avancement, forudsat at den leverer resultater. En person, der er dygtig nok, klatrer som regel uanset, hvordan de kom dertil, og Black Rose har regnet ud, hvor løst den regel håndhæves. Darius, Hånden af Noxuss effektive rækkevidde, og Ambessa, Krigens Matriark, personificerer den slags evne, der paraderes gennem gaderne efter en sejr. Et hemmeligt samfund bygger derimod på et mere subtilt talent: tålmodighed, vildledning og indflydelse, der holdes i reserve i årevis, hvis det kommer til det.
Imperiets galleri af magikere og intrigemagere viser, hvor meget plads den subtilere magt har til at virke uset. LeBlanc, Bedrageren, og Cassiopeia, hvis selve titel fremkalder en slanges omfavnelse, peger begge mod en Noxus hvor identitet og loyalitet kan skifte lige så let som enhver trylleformular, der omformer dem. Katarina, Det Onde Sværd, illustrerer, hvor let attentat og politik flyder sammen i en så hensynsløs hofkreds, og Annie, Det Mørke Barn, viser, at selv utrænet, ukontrolleret magt finder en rolle i imperiets maskineri, uanset om den rolle er ønsket eller ej.
Den Black Rose er ingen rivaliserende trone. Den kommanderer ingen hære og kræver ingen plads direkte, og den har aldrig haft grund til det. Dens rækkevidde løber gennem mellemrummene mellem Noxus større ambitioner, en påmindelse om, at et imperium så optaget af synlig styrke stadig efterlader rigelig skygge til, at noget mere stille kan vokse uforstyrret.