Noxus lægger aldrig hele imperiet i én herskers hænder. Dets styrende råd, Trifarix, hviler på tre egenskaber, som imperiet værdsætter i varierende grad: vision, magt og list. Selv den stærkeste trone kunne ikke personificere alle tre alene, og Noxus opgav den foregivelse for længe siden. At dele magten mellem tre sæder var mindre en indrømmelse end en ærlig afspejling af, hvordan imperiet virkelig fungerer.
Magt
Darius, Hånden af Noxuss effektive rækkevidde, og Ambessa, Krigens Matriark, står som de tydeligste eksempler på styrke som ren kraft, den slags, der afgør slag på slagmarken og ikke kræver et råds godkendelse bagefter. Deres stilling hviler på sejre, som enhver soldat kan vidne om på nært hold.
Snedighed
LeBlanc, Bedrageren, og Katarina, Det Onde Sværd, fremfører den modsatte sag med lige så stor kraft: en kniv i skyggerne eller en veltimet løgn kan vinde felttog, som en åbenlyst marcherende hær aldrig kunne. Cassiopeia passer ind ved siden af dem, for hendes titel handler om at omringe en fjende i stedet for at møde ham frontalt, en helt anden måde at lukke afstanden på.
Rådets væddemål
I stedet for at samle autoriteten ét sted, Trifarix satser på, at Noxus hænger bedre sammen, når magten er spredt blandt rivaler, end når en enkelt ambitiøs skikkelse kommanderer det hele. Draven, den Glorværdige Bøddel, og Kled, den Gnavne Kavaler, viser, hvor meget plads dette væddemål giver til personlig ambition uden for rådssalen. Imperiet belønner med andre ord enestående styrke, hvor den end dukker op, i stedet for at kanalisere hver eneste bid af den gennem tre faste pladser.
Om denne ordning udgør stabilitet eller tre ambitioner holdt i konstant, urolig balance, er noget Noxus har aldrig løst, og dens lange historie med intern strid tyder på, at den ikke har planer om det. Én trone kunne have givet et pænere svar, men Noxus har sjældent foretrukket pæne svar frem for praktiske.