Locke

Corvin Locke fik ikke eksorcisme af eget valg, så meget som han fik den overrakt. Han blev opdraget af demacianske okkultister, der værdsatte hemmelighedsfuldhed og undskyldte deres egen adfærd, og som barn så han voksne bedrage andre om det onde, de svor, de bekæmpede for det fælles bedste. At forlade det hjem slog ikke hans instinkt for at spotte skjult fordærv fra. Fra de år drog han en urovekkende lære: dæmoner skaber ikke det værste i mennesker, de lever blot af det, der allerede ulmer indeni.

Locke møder denne overbevisning med et enkelt, gentaget svar: træk råddenskaben ud i det åbne, sjæl efter sjæl, så verden bliver en smule mere sandfærdig, uanset om den beder om det eller ej. Han forfølger dette med redskaber bygget til direkte konfrontation frem for finesse.

• Sølvpælen — hans slag rammer hårdere mod fjender, der allerede er tæt på døden, og han foretrækker konstant pres frem for tålmodighed.
• Rituelle søm — hans kastede Sjælssøm markerer mål, som han senere kan fortære for ekstra skade.
• Sjælstænding — en smertefuld stigning i angrebshastighed og bevægelseshastighed, der dræner hans helbred i starten og gradvist genopretter en del af det.
• Askeforfølgelse — et dash smeltet sammen med en teleportation, der lader ham lukke afstanden, før nogen kan forberede sig.
• Skærsilden — en bindende relikvie, der direkte kan henrette svækkede fjender og bliver stærkere for hver champion, den fængsler.

Han svarer ikke længere til én nation, men stryger frit rundt i Runeterra på fri fod i stedet for det kongerige, der opfostrede ham og løj for ham i samme åndedrag. Andre drivere tjener heller ingen krone, fra Aatrox til Bard, hver frigjort fra enhver trones befaling. For Locke, er afstanden i sig selv det, der betyder noget: jo længere han rider fra Demacia’s version af begivenhederne, jo tydeligere afslører hans egne forbudte ritualer sig. Det er en ensom tilværelse, men Locke ser ud til at have accepteret handlen.