Demacia

Overalt i dette kongerige priser statuer disciplin, ære og en enkelt lov, som angiveligt binder enhver borger lige. Alligevel Demacia’s fortid bliver ved med at frembringe netop det, som loven skulle holde ude. Den herskende doktrin betragter magi som en uforudsigelig fare, noget der skal registreres, tøjles eller helt udryddes, og de soldater, der fører den politik ud, stopper sjældent op for at spørge, hvorfor ordren findes.

Garen, kaldet Styrken fra Demacia, legemliggør denne doktrin i menneskelig form: stabil, fysisk dominerende, tryg ved en klinge, fordi en klinge aldrig stiller akavede spørgsmål. Hans søster Lux, Lysets Frue, skjulte sin ungdom et talent for lysmagi i den husstand, der mest sandsynligt ville straffe hende for det. Hun tjente kronen, mens hun skjulte netop den del af sig selv, som kronen var bygget til at frygte. Sylas, den Ubundne, voksede op i den modsatte ende af den samme frygt. Indespærret som barn for en kraft, han aldrig havde bedt om, brød han ud og satte sig for at bruge Demacia’s egne kontrolredskaber mod kongeriget.

De mere traditionelle skikkelser i Demacia fører dens idealer videre med langt mindre spænding. Jarvan IV, forbilledet for Demacia, holder sig selv til den samme kodeks, som han forventer af enhver soldat, der tjener under ham. Xin Zhao, seneskalken af Demacia, beskytter den kongelige familie, fordi han føler, at en gæld stadig er ubetalt, ikke på grund af noget skrevet løfte. Quinn, Demacia’s Vinger, holder øje med grænserne for trusler, der kommer fra uden for kortet, mens Poppy, Hammerens Vogter, bevogter en legende, som få mennesker stadig tror er sand.

Jævn Demacia’s undtagelser er ikke enige med hinanden. Galio, en stenvogter smedet af ældgammel magi for at bekæmpe ældgammel magi, er en selvmodsigelse, som kongeriget helst ikke vil dvæle ved. Morgana og dommeren Kayle kæmpede engang på samme side, før de gik hver til sit over, hvad retfærdighed var villig til at koste, og ingen af dem har helt sluppet det brud. Fiora håndterer sine stridigheder gennem den formelle ritual af enkeltkamp, mens Vayne afgør sine alene, om natten, med langt mindre formalitet. Intet af dette fremgår af statuerne. Demacia hænger sammen, ikke fordi magi er fraværende, men på grund af en lang og urolig forståelse af, hvor meget af det kongeriget kan tillade sig at anerkende.