Freljord

Ingen er nogensinde blevet den eneste anerkendte leder af dette frosne land, og vejret synes at passe til den ordning. Sejuani, Nordens Raseri, stormer lige mod alt, der truer hendes folk, mens Ashe, Frostbueskytten, venter tålmodigt med en pil, der sjældent misser. Ingen af metoderne har samlet landets stammer, og ingen af dem ser ud til at være klar til at presse hårdere på.

Flere af regionens krigere møder kulden med ren udholdenhed frem for taktik. Olaf, Berserkeren, håndterer et slagmark, som andre håndterer et hyggeligt måltid. Tryndamere, Barbarkongen, har overlevet så meget, at lidt stadig overrasker ham. Volibear, the Relentless Storm, og Trundle, Troldkongen, møder det samme pres på mindre menneskelige måder, og hver især forsvarer de territorium gennem ren vedholdenhed. Braum, kendt som Hjertet i Freljord, er den sjældne undtagelse: hans styrke tjener mest til at beskytte dem omkring ham snarere end til at vinde noget for sig selv.

Under de stammer, folk kan se, siges ældre kræfter at røre sig. Tre skikkelser føles mere som legender end som nogen hersker, der stadig lever:

• Anivia, Kryoføniksen, noget der dør og genopstår i stedet for blot at leve ét liv
• Lissandra, Isheksen, hvis greb om regionens ældste magi har overlevet enhver stamme, der forsøgte at udfordre det
• Ornn, Ilden under Bjerget, en smedegud, der foretrækker at holde sig uden for syne, medmindre nogen giver ham grund til at træde frem

Braum s skjold og Volibear's storm tilhører ingen enkelt stamme, hvilket er en del af grunden til, at ingen af dem nogensinde er blevet fuldt ud gjort krav på af én. Denne modstand mod ejerskab viser sig også hos mange af landets mere særegne champions: her går belønningen typisk til den, der holder ud på sine egne betingelser, snarere end til den, der først sværger troskab, uanset om det betyder at overleve en kamp, der aldrig slutter, eller at overleve enhver rival, der forsøgte det samme krav før dem.

Fanget mellem stammerne, der kæmper på overfladen, og det, der rastløst bevæger sig under den, har dette frosne land aldrig haft brug for udefra kommende for at gøre sine vintre hårdere.