Shurima

Imperiet har været væk så længe, at dets døde burde have fundet fred nu, men de arbejder sig stadig op til overfladen, hver gang sandklitterne flytter sig.

Under sandet

Ingen husker længere tydeligt imperiets sidste dage. Dets hovedstad forsvandt under sandet, og de overlevende spredte sig ud over den ørken, de engang kaldte hjem. Amumu, den Sørgmodige Mumie, strejfer stadig rundt i de klitter, en ensom skikkelse, der legemliggør tabet. Forbandelsen over ham var faldets værk, selvom han aldrig blev ødelagt af det. Renekton, Sandets Slagter, og Nasus, Sandets Kurator, delte engang jobbet med at vogte imperiets erindring. Så blev noget forvandlet Renekton til et monster, og Nasus blev ladt alene til at forhindre, at det, der var tilbage, faldt fra hinanden.

Hvad der vågner under det

Azir, Sandenes kejser, viser, at imperiet aldrig helt døde. Han kravlede op af sin egen grav for at gøre krav på en trone, der teknisk set har været væk i århundreder. Xerath, den opstegne magus, jagtede en lignende form for magt og betalte langt dyrere for det. Han er nu ikke meget mere end rasende, levende energi, der næsten ikke har nogen form overhovedet. Skarner, den urgamle suveræne, er ældre end imperiets folk. Denne krystallinske vogter sov gennem både opstigningen og sammenbruddet af deres civilisation, og uroen forstyrrede knap nok hans hvile.

Ikke alle derude er fastlåst i fortiden. Taliyah, Stenvæveren, strejfer rundt i ruinerne med sine egne grunde i nutiden og arbejder stadig på, hvad hun kan gøre med selve jorden. Sivir, Krigsherrerinden, ser for det meste gamle grave som en måde at tjene penge på. K’Sante og Naafiri er knyttet til ørkenens levende byer og krigsbander i stedet for de begravede, hvilket viser, at imperiets historie ikke kun skrives af det, der kravler op af sandet.

Selv ørkenens tidstagere kan ikke blive enige om, hvilken æra de er i. Zilean, Kronovogteren, blev så opslugt af sit studium af tiden, at han mistede overblikket over, hvilket århundrede han var i. Nu driver han mellem imperiets fortid og nutid og slår sig aldrig ned i nogen af dem. Rammus, Bæltedyret, er langt ældre end de fleste af de forklaringer, der gives om ham. Han bliver liggende sammenrullet under sandet og venter, som imperiets andre hemmeligheder gør. Om rejsende går derfra med opfattelsen af ørkenen som en ruin, en advarsel eller et kongerige, der stadig skylder sin trone, afhænger ofte af, hvilken af disse skikkelser de tilfældigvis møder først.