Nogle farer vokser ud over, hvad noget enkelt kongerige kan stille op med, og Den Sorte Tåge hører til den kategori. Derfor er Sentinels of Light kom sammen: de henter medlemmer fra hele Runeterra snarere end en enkelt nation, i overbevisningen om, at undergang kræver modstand, der ikke anerkender grænser. Et svar så spredt kunne aldrig være koordineret af én krone, og ingen krone forsøgte det.
Gruppens sammensætning stemmer ofte overens med figurer, der allerede opererede uden for enhver fast loyalitet, folk der ikke tænkte to gange på at træde ind på en fremmed mands land for at konfrontere en andens monster:
- Lucian, Renseren, hvis titel næsten læses som en missionserklæring for sagen, og hvis jagt begyndte længe før gruppen eksisterede.
- Jax, Våbenmester, en kriger der længe har været vant til at møde trusler, der er for gamle og for mærkelige til, at almindelige soldater tager dem alvorligt.
- Bard, den vandrende plejer, hvis bekymringer aldrig respekterede nogen enkelt nations grænser, da kosmiske ærinder altid kom før ethvert kongeriges kort.
Mørket, Vagterne modsætter sig, avler også sine egne tilhængere. Mordekaiser, den jernbeklædte genganger, Aatrox, Darkin-klingen, og Nocturne, det Evige Mareridt, legemliggør hver især den ældgamle, snigende fjendtlighed, der gør en tvær-Runeterra nødvendigt svar. Det er kræfter, der er så gamle og sultne, at ingen grænse nogensinde ville kunne holde dem tilbage.
Mellem disse yderpunkter fungerer Vagterne mindre som en konventionel orden og mere som et konstant svar på et konstant problem. Hvor undergang end spreder sig næste gang, vil folk allerede være parate til at træde ind i ukendt land for at møde den, inviteret eller ikke af dem, der styrer det område. I den forstand betyder medlemskab mindre end villighed, og villighed var det eneste, gruppen aldrig skulle forhandle om ved sin stiftelse.