Vogtere af kløften
Ionisk magi var aldrig blot et spørgsmål om at kaste trylleformularer. Den flyder over en porøs grænse mellem den materielle verden og åndeverdenen, og nogen skal holde den grænse lappet. Kinkou Order tager den opgave på sig i stilhed og arbejder i baggrunden for at forhindre kløften mellem de to verdener i at vokse ud over den skade, århundreders kamp allerede har gjort. Dets medlemmer skylder deres loyalitet selve balancen, ikke nogen bestemt landsby, tempel eller hersker, der hævder autoritet.
Denne pligt sætter ordenen op mod næsten alle, også ionierne. Balance og fred er ikke det samme, og en gruppe, der er forpligtet til at holde ligevægt, kan ikke bare tage parti, når en strid truer med at vælte alt, selv når det at vælge side ville være den lettere vej og skaffe flere allierede.
Et hjemland, hvor balancen er svær at holde
Ionia s champions illustrerer både, hvorfor den balance er vigtig, og hvorfor den så ofte glider. Karma, den oplyste, og Hwei, den synske, bærer indre klarhed på to forskellige måder: hun er rolig og styrende, mens han stadig kæmper med prisen for sine egne visioner. Kayn, skyggeskæreren, blotlægger ordenens centrale fare mest tydeligt: et våben, der kræver tilbageholdenhed og kan fortære sin bærer efter én forhastet beslutning.
Lee Sin, den blinde munk, og Irelia, klingedanserinden, kæmper med en disciplin, der er lige så åndelig som krigerisk. Akali, den útro snigmorder, viser den modsatte vej, hvor disciplinen svarer til personlig samvittighed frem for en ordens vedtægter. Selv Kennen, stormens hjerte, trækker på en åndes raseri, og netop den slags sameksistens mellem ånder og dødelige er det, Kinkou eksisterer for at beskytte.
I et land, der er så åndeligt ustabilt, er det ikke egentlig en strategisk præference at holde øje fra skyggerne i stedet for at herske fra en trone. Det er den eneste holdning, der er stabil nok til at holde.