Ionia

Krige omskriver sjældent et trossystem helt og holdent, men generationer af konflikt har langsomt ændret, hvordan disse provinser ser på sig selv. Den ældre lære lærte, at den fysiske og den åndelige sfære skulle holdes i balance, plejes frem for bestrides. Invasionen og årtierne efter den gjorde folk hurtigere til at gribe et våben end til at antage, at balancen ville holde af sig selv.

Kinkou, en hemmelighedsfuld orden, følger stadig den gamle vej. De arbejder i hemmelighed på at forhindre, at den fysiske og den åndelige verden flyder over i hinanden, og de søger intet land for sig selv. Shen, Tusmørkets Øje, læses næsten som et hverv: en skikkelse permanent tildelt den grænse, han blev skabt til at vogte, værdsat fordi han aldrig beder om at blive anerkendt.

En håndfuld andre champions bærer den ældre ligevægt videre på blidere måder:

• Karma, den oplyste, bærer erindringerne fra tidligere liv inden i sig
• Rakan, charmeren, ser loyalitet og optræden som én og samme drift
• Lillia, den blufærdige blomst, er en ånd, der er for usikker på sig selv til at anerkende sin egen styrke
• Hwei, Visionæren, former følelser til noget nær et levende våben

Andre blev smedet af kamp snarere end af lære. Yasuo, den ueftergivne, og Irelia, klingedanseren, bærer begge en sorg ældre end enhver lære om harmoni, og begge arbejder sig igennem den på tæt hold, stål mod stål, snarere end gennem argumenter. Zed, Skyggernes Mester, lagde Kinkous tilbageholdenhed helt bag sig og konkluderede, at beskyttelsen af regionen krævede de forbudte kunster, som ordenen findes for at holde tilbage. Kayn, Skyggelugeren, og den maskerede Akali, engang medlem af samme orden, forlod begge den af grunde, som provinserne stadig diskuterer, og hver især var de sikre på, at de gamle regler ikke længere passede til den kamp, der lå foran dem.

De er uenige om, hvad harmoni bør koste. Den ene, faste metode til at holde den fysiske og den åndelige verden i balance er splittet i flere rivaliserende svar, båret frem af krigere, munke og udstødte, som ikke længere adlyder én lærer. Den gamle fred er forsvundet, og noget må tage dens plads, selvom disse provinser endnu ikke har besluttet, hvad det bliver.